Skrevet af Betty Pedersen.

Min fars historie fortalt i 2002.

Mikkel Jensen

Han var min oldefar og levede i perioden 1787 - 1871. Han og hans kone Else Marie Sørensdatter, havde en børnerig familie med 8 levende børn og der var også 3 børn, der døde. Jeg husker ingenting om ham, da hans navn aldrig blev nævnt. Min far Anders Jensen havde aldrig set sin bedstefar og det er nok derfor vi ingenting ved om ham. Det eneste jeg ved er, at han var sognefoged i Durup sogn i en periode, og d.5.1.1833 druknede Jens Mikkelsens søster sammen med 2 andre, det var vidst nok en kone med et barn. De druknede i branddammen nede ved Oskars.

I 1830 var der en skole i Gl. Nørager. Den lå overfor Per Sørensens gård. Den blev senere lavet om til en gård og i 1917 blev gården nedlagt. Min far Anders Jensen, Mølleren, og Frederik delte jorden i mellem sig. Der var ca. 50 tdrl jord ialt. De 8 tdrl., heraf den lange ager, gik til Tanhøjgård, 5 tdrl. (i flugt med ??) gik til Petersminde. Resten gik til møllen, hvor der oprindeligt ikke jord var til.

I 1864 boede en mand, der var dragon, i Oskars hus.

Jens Mikkelsen

Han levede i perioden 1820 - 1905. Han var en meget driftig mand og har hele tiden været familiens stolthed. Han fandt sin hustru på gården, idet hun var strygerske eller teglværksarbejder, som det hed, nede på teglværket, der hørte til Tanhøjgård.

Jens Mikkelsen var 43 år, da han blev glad for Else Kirstine fra Strandby ved Farsø. Hun var oprindelig født i Thise på Salling, men hendes familie flyttede senere til Strandby. Hans forældre var imod bekendtskabet med Else Kirstine, da hun var ud af tjenestefolk. Dengang betød det meget, hvilken familie man kom fra, og det skulle helst være ud af en gårdmandsslægt, vel sagtens af hensyn til senere at kunne blive forsørget.

Jens Mikkelsen trodsede sine forældre. I følge en overlevering fra Stine Damgård sendte Jens Mikkelsen karlen ud i stalden for at spænde hestene for stadsvognen og køre til Strandby for at hente Else Kirstine. Da karlen kom tilbage var der både kone og en vugge, der stod i bagenden af vognen. Det var en dreng og han var født d. 28. maj 1863 og blev opkaldt efter slægten, idet han kom til at hedde Michael Jensen. Han blev senere gårdejer på nabogården Kjeldalsgård.

Jens Mikkelsen udviste handlekraft dengang som så ofte før. Når kone og barn var i gården var der ikke noget at gøre for forældrene og han fik sin vilje sat igennem. Jens Mikkelsen og Else Kirstine blev gift med hinanden d.14.august 1863.

De fik en stor børneflok på 4 sønner og 2 døtre. Der var Michael Jensen, Møller-Jens (Jens Christian Jensen, døde i 1920), Anders Jensen (født 1872), Frederik Jensen (født 1873), Else Marie Jensen og Marie Ane Jensen.

Jens Mikkelsen var driftig og en meget fremsynet mand, han var meget foretagsom og aktiv. Han købte Møllen for en byttehandel med en gård i Guldager, det er den ????? Han var bl.a.med til at bygge Nørager mejeri. Vi havde et leverandør nr.2 på mejeriet og Nøragergård havde nr.1

Jens Mikkelsen var med til at bygge forsamlingshuset, det var på noget jord fra Tanhøjgård.

Der var mange teglværker rundt omkring i landet og der var også et teglværk, der tilhørte Tanhøjgård. Det var i drift indtil 1862-3, hvor der åbenbart ikke var mere ler tilbage. Den søndre ende af vester-huset er bygget af teglværkssten derfra. Men nu er huset raget ned her i 2002.

I 1894 kom banen til Nørager og byen flyttede derned til Nørager station. I forvejen var der ellers en købmandsforretning ude i Petersminde i den ende, der vender ud til vejen.

Jens Mikkelsen læste meget i bibelen. En historie fortalt af Store Peter der var kirkegraver på Durup kirkegård. Store Peter fortalte om Mikkel Jensen, der sagde.:” at når man måtte sige ”Do” til Vorherre, så kunne man også sige “Do” til alle andre”. Han mente, at Vorherre var den største af alle -, så ingen gjorde sig fortjent til at blive sagt “De” til.

Han ville ikke fotograferes, så vi har ingen billeder af ham. Vi har haft et billede af onkel Jens og Else Kirstine (hans kone), hvor Jens er 2 år gammel.

Per Bjørn, der blev 103 år før han døde i 1998, fortæller, at Jens Mikkelsen altid sagde “Min salig” - i stedet for at bruge andre mindre pæne udtryk.

I 1864 havde tyskerne besat Jylland. De kom helt op til Ålborg, men ikke over på den anden side af Limfjorden. Dengang besatte tyskerne stuehuset på Tanhøjgård. Jens Mikkelsen skulle “pikke” på døren for at komme ind i sit eget hus. Det bekom ham ikke særlig vel.

Tyskerne manglede heste til rytterheste. Jens Mikkelsen havde 2 skimlede heste og for at bevare dem, trak han dem ned i bakkerne et eller andet sted, som er gået over i glemselen.

De sidste 2 år han levede, lå han i sengen og samtidig hermed drev han landbruget. Det kunne han godt gøre. Anders Jensen mente, at han var kommet til at ligge for tidligt.

 

Anders Jensen.

Han var min far og han blev født i 1872 og døde i 1958. Jens Mikkelsen solgte aldrig gården. Da han døde i 1905 blev Tanhøjgård overtaget af Anders og Frederik, hvor og de i fællesskab deltes om den.  Det blev imidlertid kun til 1 år i alt, hvor de drev den fælles, og det var 1905 -06.

Rose Damgård fortæller efter sin mor Stine Damgård, at der flere år forud for faderens død var  husbestyrerinder på gården til at sørge for husholdningen sammen med et par tjenstepiger. Det skyldtes, at Jens Mikkelsen lå i sengen gr, alderdom, hvilket var ret almindeligt dengang og hans kone Else Kirstine også var gammel, hun døde i 1910 – 77 år gammel og både Anders og Frederik var ungkarle.

En af husbestyrerinderne havde et godt øje til Anders og Frederik og ville kræse for dem, så de fik lidt bedre mad end de andre på gården. Husbestyrerinden hældte portioner op til hver enkelt ude i køkkenet og pigerne, skulle så gå ind og servere portionen til den, som hun havde bestemt skulle have den. Når der så skulle serveres for Anders og Frederik puttede hun noget særlig godt på deres tallerkner, men pigerne byttede bevidst om på tallerknerne, så de gode portioner blev givet til karlene, hvilket de havde meget morskab ud – alt sammen uden husbestyrerindens vidende.

I det samme år var Anne Kirstine husbestyrerinde på Tanhøjgård. Hun havde et godt øje til Anders Jensen, men det blev ikke til noget, da han ikke var så villig.

Lillesøsteren Kristiane (født 1883 i Fandrup), rejste også til Gl. Nørager. Hun rejste med toget fra Fandrup til Østrup, han hentede hende ved toget og fulgte hende senere til Ålestrup, da hun skulle hjem igen. Anders Jensen syntes godt om hende, og ved list fik han hende til at gå ind i selekammeret sammen med ham i det vesters hus. Han lukkede døren bag efter hende og hun måtte overgive sig.

D. 6.november 1906 blev der afholdt et dobbelt bryllup med to søstre og to brødre. Rose Damgård fortæller efter sin mor, at brylluppet blev holdt i Fandrup, og da de kom fra Gl. Nørager stod de to brude og tog i mod dem, det var et smukt syn. Det var ikke vanligt, da bruden jo normalt ikke måtte ses af brudgommen og gæsterne før i kirken, men den skik blev altså ikke over holdt. Sølvbrylluppet blev også holdt i 1931 som et dobbelt sølvbryllup, og det blev holdt på loftet på Tanhøjgård.  

Far fortæller at der var en frygtelig julestorm i 1902 og hans mor var alene hjemme, idet alle de andre var taget på Julebesøg i Fredbjerg. Der blæste sådan op, at de ikke kunne fyre i kakkelovnen, da ilden hele tiden blæste ud. Der skete også skade på taget, så det skulle tækkes om. Det må have været i hendes eget hjem, at det skete, da hun først kom til Tanhøjgård i 1905.

I 1906 købte Frederik Petersminde og her flyttede Frederik og Anne Kirstine så ud. Ud over gården fik de 15 tdrl. jord  med. Det er den jord, der ligger øst for landevejen - altså fra gården og til forsamlingshuset.

Desværre døde Frederik Jensen i 1939 af kræft i spiserøret. Han kom på sygehuset og var forundret over, at de ikke undersøgte hans bryst, men de vidste nok besked om, at det var kræft. Det er en familiesvaghed med synkebesvær. Anders Jensen, Jens Mikkelsen, Regnar, Emil, Gudrun, Rigmor og Erik har alle døjet med at få maden til at synke, da det ville sætte sig fast i halsen.

Anders Jensen drev gården i perioden 1906 - 53. Han var en glad og storsindet og velanskrevet mand. Han gik straks i gang med, at opbygge gården. Det første han byggede var laden, svinestalden og møddingshuset i 1910. Stuehuset i 1916 og kohuset i 1925. Det gamle tørvehus blev også bygget i 1910. Det nye hønsehus blev bygget i 1936. Det gamle maskinhus tilhørte den gamle gård ligesom det vesters hus er bygget af 2 omgange, hvor det nærmest stuehuset er det ældste, bygget engang i 1860erne og den nederste ende er bygget i 1910.

I 1916 solgte Anders Jensen et hingsteføl til Kolind Hesteavlsforening til 16.000 kr.. For den indtægt byggede han stuehuset på Tanhøjgård. Vi har stadig et billede af hingsteføllet. Anders Jensen, der var en ivrig hesteavler og kom vidt omkring, når der skulle findes de bedste hingste til at udvikle racen. Han havde bl.a. også bekendtskaber i Askov, hvor han og Kristiane faldt for et nybygget hus lige ved dammen i Askov. Det passede dem så godt, at de fik tegningerne med hjem og byggede deres stuehus herefter.

Dengang stuehuset blev bygget, flyttede hele familien ned til ”Wolle” Mosegård. Her boede Jens Therkelsens dengang, han var gift med Marie, der var en søster til Anders Jensen. Jens Therkelsen var en dygtig mand til at bruge en fork og en skovl.

Telefonen blev også flyttet derned. Wolle og Maren, der boede dernede boede i et kammer. Dem, der flyttede derned var flg.: Anders, Kristiane, Jens, Marie, Emil, 2 piger og 4 karle, de boede alle i udhusene. Alle mand spiste hos Wolle og Maren d.v.s. 11 personer, og 7 personer sov dernede. Byggeriet varede i ½ år og var færdig til indflytning i november måned. Færdiggørelsen trak ud, fordi det var svært at få materialer på grund af krigen, der var i perioden 1914 - 18.

I 1916 fik vi elektrisk lys, 32v. Fra en vindmotor eller petroleumsmotor. Først en “Deutz” så en “International” og endelig en “Uller”. I 1935 blev vi tilsluttet Højslev Mølle (jævnstrøm) og endelig i 1953 blev vi tilsluttet vekselstrømsværket i Ålborg.

Anders Jensen sad i sognerådet sammen med Peter Kræmer i årene 1916 -24. Han var socialudvalgsformand. Det var derfor hans lod, at bestyre, de sociale udgifter til kommunens trængende. Wælling Kirstine boede ude på Heden, der hvor Kaj Henning bor i dag. Kirstine havde økonomiske problemer. Hun blev flyttet på fattighuset og fik også socialhjælp. Hun skældte ud over, at hun fik for få penge og sagde så til farfar .”A ka´ bar´ fo mæ en knejt mier!!!” Men farfar svarede “Nej holdt nu lidt Kirstine, det ka` do´ no´ æ sjæl ordne!!”

Anders Jensens store interesse var Jydske heste og han var tillige meget glad for landmandslivet. En plag kunne betale en karleløn. Han var meget påpasselig med hestene, og karlene skulle fodre hestene af hver aften kl. 10, da han var bange for, at de skulle få kolik. Når der kom gæster, skulle karlene trække hestene ud i gården til skue for gæsterne, men Anders Jensen trak aldrig selv med en hest, da han var bange for hestene.

I 1925 ved ungskuet i Randers havde Anders Jensen fløjen og 1. præmie for en 3 års hoppe. Hermed blev Anders Jensen kendt over hele Jylland. Hoppen blev kaldt for Uldhoppen, hun fik senere 3 hingste og 2 hopper.

I 1929 købte vi en Ford A model 29, den kostede 3750 kr. På det tidspunkt var en karleløn 8 -900 kr. for et helt år.

I 1932 solgte Anders Jensen 2 heste til Rasmus Benniksen, han ejede en god gård, der hed Frydenlund og han solgte børnemælk til Århus. De to heste blev solgt for 2000,- kr.. Det var en stor pris, ca. det samme som for 3-4 karle lønninger. Anders Jensen solgte heste over hele landet både Sjælland, Fyn og Jylland. Han havde normalt 15 -16 heste på tiden. 1932 var et stort kriseår for landbruget, da priserne faldt drastisk. En ko kostede f.eks. 150 kr. og grisene var nede i 40 kr. til slagtning. Jeg kan huske, at Theodor Jensen, der boede ude på heden i Tage Vestergårds gård købte nogle smågrise og da han skulle sælge dem til slagtning, kostede de det samme, som det han havde givet for dem som smågrise.

Jeg kan også huske, at landmændene slap grisene fri ude på Ålborg Kvægtorv, hvis de ikke fik grisene solgt, da de ikke ville have dem med hjem igen. Der blev senere indført rationering og udstedt grisekort. På Tanhøjgård fik vi 80 grisekort, det vil sige at vi måtte levere 80 grise på 1 år til ca. 200 kr.. Der kunne så handles med kortene til ca. 100 kr. pr. kort. Johannes Bjørn handelsmanden handlede meget med grisekort.

Det holdt op da krigen kom i 1939, da kunne de bruge alle de grise, der blev produceret. Der var dog mange flere penge i heste, og det blev der ved med at være lige indtil traktoren kom i 1946 -47 med Marchal -hjælpen. Før den tid var der kun enkelte store gårde, der havde traktorer.

I 1906 blev den gamle skole i Gl. Nørager bygget. Ved indvielsesfesten af skolen, det var den første sammenkomst min mor var med til i Nørager efter at hun var blevet gift med min far. Lærer Christensen og lærer Rasmussen var de første skolelærer. Lærer Christensen var en skrap lærer, der skabte stor respekt omkring sig. Når man mødte læreren uden for skolen, skulle drengene bukke og tage huen af hovedet og pigerne skulle neje.

Fars egne oplevelser fra barndommen

Engang familien var på besøg hos Byrialsens, da var jeg 6 år gammel. Jeg sad på sin mors arm og lærer Christensen spurgte interesseret,  ”nå Regner “ nu skal du vel snart til at gå i skole ?”. Hvortil jeg svarede “ -- Der er den store degn ude, han tæsker alle knejtene” Hvortil lærer Christensen svarede “sådan en lille hvalp!” . Alle gæsterne frydede sig i det stille sind og tænkte, der fik han den. Han var ikke alt for vellidt.

En dag kom jeg selv cyklende ude på landevejen forbi lærer Rasmussen, han råbte efter mig og jeg cyklede tilbage. Lærer Rasmussen råbte til mig “sidder din hue fast på hovedet, knægt??”  Jeg måtte pænt tage huen af, før jeg kunne køre videre.

Emil faldt ned fra pæretræet og det bevirkede, at han ikke kunne komme i skole i ½ år. Da han skulle i skole igen viste det sig, at hjemmeundervisningen ikke havde været god nok, og han var kommet bagefter. Den tid var rigtig dårligt for ham, da det kom til at følge ham resten af livet.

I 1950 i marts måned brændte Kjeldalsgård. Det var en skorstensbrand. De sendte bud efter Falck. De tætnede skorstenen forneden, men de ville ikke vente. De kunne ikke slukke skorstensbranden, derfor lukkede de op forneden. Det resulterede i at ilden fløj ovenud af skorstenen og over på stråtaget. Det blæste og ilden bredte sig med lynets hast til alle udhusene, der alle var tækkede med strå.

I 1950 kom mor (Johanne) til Gl. Nørager. Det år blev Kjeld Byrialsen konfirmeret og Kresten Byrialsen blev 60 år d.6.5.

I 1948 købte vi den første traktor.

Så nåede vi desværre ikke at få skrevet mere, jeg forsøgte et gange senere, men han var desværre blevet træt og sagde til mig, at det var vidst godt nok, det vi havde fået skrevet ned. Far var god til at huske tilbage i tiden og huskede rigtig mange episoder, Han havde jo levet hele sit liv i Gl. Nørager, så mange er gået i glemmebogen, men heldigvis fik jeg da skrevet lidt ned.

Far døde desværre i d. 9. september i 2004