Fortalt og nedskrevet af Jens Peder Frands Pedersen.

Frans Pedersen, Ole P.’s Far, ligger helt hen i det uvisse. Ingen fotografier, hvordan var han, hvad døde han af så tidligt, og hvornår? Noget anset må han have været, tre Børnebørn fik Fransnavnet! Ud af Tågen kommer Birte Marie.
Hun havde altid et tykt brunligt Underskørt, en mørk Kjole med lange Ærmer, Kjole og Skørt nåede Jorden, Strømperne var strikkede af hjemmespundet sort Uldgarn og blev bundet med Lidser over Knæet, hun havde et Par flade sorte Sko til pænt brug, ellers Kludesko. Hun gik altid med Stok og aldrig ret langt.
Som Ung Kone Havde hun gået på Arbejde på Hagsholm, og i Hagsholm Skov at plante, og været med til at samle Oldenborrer i Skoven.
Oldenborrerne sad på Bladene i Egetræerne og kunne rystes ned inden Solen stod op og samles i Sække af Koner og Børn fra et udbredt Lagen. Når Solen stod op lettede Oldenborrerne i stedet for at falde ned. Staten betalte Indsamlerne 20 øre Pundet, Oldenborrerne kunne æde alle Bladene på Egetræerne. Indsamlingen tyndede ud I Oldenborrerne. Når Birte Marie gik på Arbejde havde hun et Barn i hver Side af Skørterne, så de kunne følge med, samtidig med at hun bandt på en Hose.
Hun sang gerne for os når hun spandt, om: Alperosen, og en Vise om en Ørn som tog et Spædbarn og fløj væk med, når hun havde sunget dem græd hun, så fik vi et par Salmer og sidst: jeg er træt og går til Ro. Det er dem jeg husker bedst af de mange.
Efter hendes eget Udsagn sov hun aldrig, men gik dog tidligt i Seng. Når vi klagede over at Rugbrødet var skåret for tykt, sagde hun: "Da jeg tjente som Pige, sagde karlene altid, Skær Den tyk, de fik kun een og ingen Finbrød den Gang”.
Af Skikkelse lidt krumbøjet, bred og tung med en besværlig Gang. En glad fortæller med en god Hukommelse, tilfreds og ikke misundelig, hendes Læsning var Salmebogen, Jeg tror han kunne alle de Salmer udenad som brugtes almindeligt i Kirken.
Måske troede hun fuldt og fast hvad Præsten sagde, skønt hun kunne tænke selv. Hun fortalte ofte om hvor lidt de måtte nøjes da hun var Tjenestepige. Hendes Årsløn var mindre end den Mor gav til en Pige i én Måned, der måtte ikke spildes eller ødes noget, det var Guds Gaver og en Synd at øde noget, især Brød!
Jeg kan ikke mindes at have hørt, at hun har været i længere Tid i Aldrup eller i Vejerslev. Hun var god ved os, selv om hun sagde at, vi var forvænte og ikke nøjsomme og lydige nok!
Jeg aner ikke hvor hun var fra Frans var død, og indtil hun og Karen Leth boede i Huset hos Kristian Pedersen i Vellev.
Karen var omsorgsfuld overfor hende, men nok for pedantisk, hun skulle helst sidde i sin Stol indenfor Vinduet og strikke og høre på Kanariefuglen, og se ud på Vejen, og i Kirken hver anden Søndag. Fra Kirkevang kørte vi på Besøg i Vellev i Jumben, og fik Hesten sat ind hos Niels Let. Fra Laurbjerg gik vi gennem Houlbjerg Skoven, der gik en Vej fra Løystrup Mølle med Retning mod Vellev, det tog 1 Time. Vi havde ingen Stadsvogn i Laurbjerg, så P. Frandsen Kørte om ad Vellev og tog Bedste med, det var gerne til O.P.’s Fødselsdag 4/7, så blev hun der en Tid. I Granslev var der både Hest og Jumbe, så kørte Far selv efter hende.
Jeg mindes at efter første Krig 1918 var Bejste meget bekymret, da Far opgav Dyrkning af Rug og holdt op med at have Får. Hun forstod ikke at det kunne gå uden, og at den store murede Bageovn ikke skulle bruges mere, det var også helt forkert.
Da vi så fik Elektricitet var hun bange for at vi tog Skade på Synet. Det kunne jo også slå Folk ihjel og tænde Ildebrand! Og dyrt var det jo også det Skidt.
Lidt mere om Fars Mor Birte Marie, Bært-Mari.
Af os kaldet "Bejste” Jeg har før ment at hun var fra Enslev. Men Aksel siger hun var Fra Sahl (Såhl) på Bjerringbro kanten, og det er sikkert rigtigt. Hendes Pigenavn var Olesen. Måske Olesdatter. [Hun var fra Vellev, og Frands var fra Sahl.]
Det første Jeg mindes om hende, er at hun om Aftenen inden hun gik i Seng, skulle smøre sig med tyk hvid Kamfer langt op ad Benene, mod Gigt, og at hun havde lange hjemmestrikkede Hoser med hvide Bændler, og gik med Stok eller holdt sig til Stolene i Stuen, og gik meget krumbøjet, for det meste sad hun ned.
Far hentede hende i Vellev, med samt hendes Rok, han kørte i Jumben. Når hun så kom og var et Par Måneder eller mere, havde Mor købt kartet Uld, ”Tejer", hos Juncher i Randers, Ulden var kartet i lange Taver og vundet løst op i Ruller på Størrelse med et Nøgle Selvbindergarn, det kunne så spindes uden Splejsning, der var vist et halvt Pund i hver Pakke.
Der sad hun i Dagevis og spandt, når Tenen var fuld, vandt hun Tråden i et Nøgle der blev lagt i en Kurv. Senere blev to eller tre Tråde Garn tvundet sammen til een Tråd også med Rokken, når Tenen atter var fuld, blev den haspet af med en fire armet Haspe og var nu i Fed, der senere blev farvet eller vundet i Nøgler klar til at strikke, mest til lange Uldtrøjer uden Ærmer, de var varme men, de kunne kradse på Huden, så længe de var nye.
Jeg tror færdigt Uldgarn kunne købes til samme Pris Pundet som kartet 6kåret Uld kostede, men hvad skulle den gamle Bejste så lave, hun kunne jo ikke strikke hele Tiden, vi gik med strikkede Uldtrøjer af det hjemspundne Garn.
Vi gik med korte Bukser, først efter Konfirmationen var lange Bukser Tilladt, så vi gik med lange Strømper til midt på Låret, de blev holdt oppe med Elastikstrømpebånd, der var fastgjort i et Livstykke, der var knappet på Ryggen. Strømperne var sorte og Garnet købt færdigt, det var engelsk Uld, der var stærkere end det hjemspundne og mere jævnt. Men under Krigen 14-18 var der jo intet engelsk Uld, så var det hjemspundne atter godt nok.
At spinde og strikke var hendes Arbejde, jeg husker ikke om hun kunne se at stoppe Strømper, ellers måtte Mor gøre det.
Om Søndagen stod Rokken stille, Helligdagen skulle holdes i Ære. Men at strikke var tilladt, alle Regler er Jo stadig til for at omgås.-— Hun sang for os både Viser og Salmer udenad, det var mange Viser hun kunne, med en sprød og spinkel Stemme. Når det var en bedrøvelig Vise, græd hun til. Troede hun Ordene? Eller var hun for let bevægelig?
Bejste, Birthe Marie, var stærkt religiøs, over for os gav hun Udtryk for, at Biblen og Salmebogen var Guds rene Ord, og at det var sandt hvert eneste Ord, det måtte vi Ikke tvivle på, det var en dødssynd at gøre det! Og de himmelske vågede over os. Og hvert Skridt hver Gerning og Tanke, som hvert eneste Menneske foretog sig, blev skrevet op på et Regnebræt og gemt til den yderste Dag, hvor Opstandelsen skulle ske i nye Klæder. Og Sjælen skulle være uden pletter, som ikke kunne vaskes af, når den efter Døden mødte op hos Vor Herre i Himlen og bankede på, direkte uden Sct. Peders Hjælp.
Troede hun selv så fast? Jeg mener det, hun var ikke bange for at dø, til sidst ventede hun kun på at "Vor Herre" skulle løse op for hende, d.v.s. bestemme når hun skulle dø og løses fra Jorden.
Hun havde i flere År sit Ligtøj færdigt, det var af solidt hvidt Lærred, i Form som en lang Natkjole, og Salmebogen ville hun have i Hænderne. Måske hendes kæreste Eje og Trøst!
Salige er de enfoldige i Troen. Og uden at I bliver som Børn skal I ikke se Guds Rige! Da Mennesket gnavede sig ind i Kundskabens Træ og ikke I Visdommens, svandt Paradiset.
Var Bejste enfoldig? Næppe hun kunne læse og skrive og synge og fortælle, om da Tyskerne i 1864 var i Vellev, de udskrev hvad de skulle bruge og Befalingsmændene gik på Jagt på Haxholm. Om hendes Far, Tammes, der var sendt til Frankrig som Soldat, og var der i syv År, men slap hjem uskadt, og måtte gå den lange Vej hjem på egen Fetalje. Det må være omkring 1807 han blev udlånt til Napoleon!
Hun var Autoritetstro. Datidens Kvinder deltog ikke i Mændenes Diskussion, men satte sit Præg på Børnene og så måtte der ikke være Tvivl i et så vigtigt Spørgsmål som Religion. Tvivl forplanter sig følelsesmæssigt. Så gør Tro det vel også.
Hun lærte mig bogstaverne både latinske og gotiske, hendes Strikkepind fulgte Bogstaverne i A B C’en.
Da Signe var 2 År gav Bejste os en slem Forskrækkelse. Signe var væk, og vi var ene hjemme, vi fik alle Muligheder fortalt om Ulykker, der kunne ske Signe, hun kunne rende ind i Kornet og ikke findes før Høst, eller drukne i et Vandhul, blive bortført af en Skærslipper. Efter lang tids søgen fandt vi hende på Bistrupvejen, nu Karmarksvej. Birte Marie sendte sin Gud en lang Tak, mens hun gik ind støttet til sin Stok. Signe hedder Signe Marie og skulle have heddet Birte Marie, men ikke kaldes Bært Mari. Og da hendes Mormor hed Sine blev det Signe Marie, så var Sol og Vind delt så godt det var muligt!
Inden sin Død som 8o Årig, havde hun sørget for at vi alle syv fik eller kunne få en Salmebog.
Hun, Bejste, er begravet på Vellev Kirkegård, iført lang hvid Kjole, med sin Salmebog i Hænderne, klar til den Opstandelse hun sagde at tro på. Vor Herre havde løst op for hende, en gammel prøvet MOR!

Bejses uforbeholdne Tro på Opstandelse i nyt og rent Tøj på den yderste Dag, til et nyt og rent Liv får mig til at tænke på det ældgamle Eventyr fra Orienten om Fuglen Phønix.
Når den blev for gammel, og var kørt fast, lagde den et eneste Æg, og brændte sig selv og Reden, ud af Asken kom en ny ung Phønix mere strålende end den gamle.
Legenden passer på de gamle Riger der kørte fast af Mangel på Fantasi eller i Konservatisme, og levede i Mindet om de gamle Dage og sank i Grus.—- Passer den ikke også på de Slægter eller Generationer der afløser hinanden? Når vi er gamle, og sidder som Tilskuere til det aktive Liv, ser vi også, at her er en Phønix (ungdom), der kan mere end vi kunne, da vi var nye, og havde Tro på os selv, om at vi kunne nå hvad vi ville, når vi havde sat os et Mål og gået helt ind for det. Og glemt at sætte et nyt, når det var nået eller kikset, og gik bag ud af Dansen!
Er Troen og Håbet om et bedre Liv, fostret på samme Måde, som Legenden om Fhønix? Eller ud fra Sommerfuglens Forvandling fra Puppe til en farvestrålende og flyvende Sommerfugl. I sig selv et Eventyr. Fra hjælpeløs Larve til et Væsen frigjort fra Livets Besvær, og ubundet af Grænser, med Muligheder for at se sig om, og uden Spekulationer for næste Generation, lykkelig som Manden uden Skjorte.

Så var der Far, der også var religiøs, men havde det Kompleks at tænke selv, og tale om sine Tanker. Det med at alt det skrevne i Biblen skulle tages ordret, og ikke med Forbehold kunne han ikke helt med. Særlig ikke med at vi efter at have været døde i Tusinder af År, skulle op af Jorden og gå rundt igen som nye til evig Tid og kun synge og danse af Glæde.
Men der var visse Regler der skulle overholdes, særlig Forholdet til andre Mennesker, han havde Tro på at der var noget godt i alle Mennesker gul eller sort. Og at Naturen var et Resultat af det guddommelige, der stadig styrede Udvikling af alt Liv, og også havde en Mening med hvert enkelt Individ og til dels kunne påvirkes gennem Bøn og Tro, ved at lægge sin Sag hen til det guddommelige. Og at Overtrædelse af de givne Love blev straffet her og nu og ikke hinsides. Jeg husker en Dag det gik skidt det hele. Så blev en Ko syg, Mor ville have Dyrlægen, Far sagde det nytter ikke, vi har glemt vor Morgenbøn! Der er ingen Forsyn hjemme i Dag. Den praktiske Martha sagde: Vi må kunne nå det endnu, de er hjemme altid deroppe! Sålænge der er liv, er der Håb, også for os.
Det her sidder stadig i min Erindring, Koens Skæbne har jeg glemt, den blev nok reddet.-- Det må være dejligt at have et fast Holdepunkt at leve på.