Følgende oplysninger er nedskrevet af Thomas Pedersen, Tilst:

Martha Margrethe Christensen tjente fra 1. Maj 1902 til 1. november 1902 på Jørslevlyst ved Karise (16 år gammel).
Jfr. Skudsmålsbogen har hun ikke på andet tidspunkt tjent uden for sognet.

Jeg husker, at hun har fortalt, at hendes fader en dag (hun var Ca. 17 år) kom trækkende med et får og sagde til hende, at nu tog han i byen resten af dagen, og så regnede han med, at hun, når han kom hjem, havde slagtet og parteret fåret. Og det måtte hun jo så gøre.

Jeg husker min moder som en utrolig arbejdsom og iderig person. Hun var nok den, der sammen med de ældste sønner holdt hjemmet oppe i den svære tid i l930erne og l940rne.
Under krigen var det næsten umuligt at få sæbe, men engang da vi havde en stor gris der døde, kunne hun anvende den til sæbefremstilling. Jeg husker, at den blev kogt i gruekedlen med noget kemikalie i, og det kunne så bruges til storvask. Da vi igen kunne købe sæbe var der stadig noget tilbage.

Hun startede (jeg ved ikke hvornår, men vistnok medens de boede i villaen i Laurbjerg ) med at ruge kyllinger ud. Hun anskaffede sig et par gamle petroleumsfyrede rugemaskiner, som blev placeret nede i kælderen, og som var en gammel mælkekælder. Da det gik nogenlunde, men alligevel med uheld under udrugninger, købte hun 2 store elektriske Rugemaskiner, og solgte daggamle kyllinger, som blev forsendt med Rutebil eller Tog.
Da der ikke var noget rigtigt hønsehus, var hun nødt til at få bygget et stort et, for det var jo ikke alle kyllinger, der blev solgt som daggamle, og her blev de små kyllinger så fodret op til slagtekyllinger eller høns til æglægning.
I mange år stod hun hver lørdag på torvet i Randers og solgte slagtet fjerkræ. Om fredagen skulle der slagtes fjerkræ, plukkes og gøres i stand. Lørdag morgen skulle hun afsted med Mælkekusken som kunne have hendes pakker med, gå fra mejeriet med pakkerne op til stationen og så med toget til Randers, og her få en drager til at hjælpe hende hen til torvet ved Kirken med hendes pakker, og når dagen var forbi, så tilbage med de varer som ikke var solgt, og så blive hentet ved stationen.