Skrevet af Betty Pedersen.
Min mors historie fortalt i 2007.
Min mor og far var meget arbejdsomme mennesker begge to, men sådan var tiden jo dengang, da skulle folk jo bestille noget. Min far var et rigtigt mandfolk, det var ikke sådan at han skældte os ud eller sådan noget, han skulle bare se efter os, og så gjorde vi det vi skulle.
Min farfar Niels Andersens første kone Maren Nielsdatter døde i 1876, da var min far 5 år gammel. Jeg ved ikke hvad hun døde af. Ud over min far var der 2 andre børn i ægteskabet, og det var Anders og Johanne. Min farfar Niels Andersen kaldte vi børn altid ”Bastomigda”, fordi han altid sagde det udtryk til sig selv. Jeg tror, at det kom, når han var i godt humør og syntes han havde gjort det godt. Det havde han også, han var sparsommelig og velbeslået. Han var en pæn mand, og blev gift anden gang med Maren Kathrine kaldet Trine, hendes hjem var Bakgården i Kgs Thisted. Hun var ikke helt ung, da hun blev gift. I folketællingen 1880 står hun som en hjemmebonde sypige, ugift og 34 år. De fik et barn sammen, det var Martin, som jo så var fars halvbror. Martin blev landmand og fik Bakgården i Kgs Thisted, det er den gård, hvor haven ligger lige ud til vejen og går ned til bækken. Det var lidt mærkeligt, at Martin fik Bakgården, da Trine allerede var rejst hjemmefra og hun havde en søster og en svoger (Christine Nielsen og Jens Christensen) som overtog gåden efter forældrene. De havde en pige og en dreng som jo var fætter og kusine til Martin. Hvad grunden er til, at det ikke var dem, der skulle have gården, vides ikke. Der må være sket noget med søsteren og hendes mand, siden de gav afkald på gården til en søstersøn.
Martin og hans kone Caroline på Bakgården var meget selskabelige og holdt mange store gilder, og var ikke de bedste økonomer, far skulle af og til låne dem 500 kr, og det var mange penge dengang, jeg tror nok, at det svarede tilen årsløn for en karl. Det var Trine der syntes, at far skulle hjælpe til økonomisk, for han havde fået gården, så hun mente, at han havde penge nok, selvom der hjemme hos os også var hårdt brug for penge.
De fik 5 piger, det var Kathrine, Karen, Marie, Emma og Dagmar. Emma blev gift med Søren Krog i Sjøstrup. De fik 4 børn, og en af dem var Birthe Krog, hun blev ung pige i huset hjemme hos os på Tanhøjgård i 1956 -57. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad der blev af alle pigerne. Bortset fra, at Karen blev gift med urmager Drejer i Nørager. Den ældste blev ved med at gå hjemme og hjælpe til på gården og blev ikke gift. Jeg mener, at Dagmar blev gift med en ung mand, der tjente i Bonderupgården, det er en gård lige over for Bakgården.
Far byggede et aftægtshus ud af Mejlbyvejen til sin stedmor Trine. På et tidspunkt kom Trine til at bo hjemme hos os på gården, da hun blev gammel, hun har nok ikke kunnet være alene i huset. Hun fik så sovekammeret. Som barn oplevede far, at hun gjorde stor forskel på børnene, da hun forfordelte hendes egen søn, Martin frem for min far og min faster Hanne (som jeg er opkaldt efter). Det må siges at være meget storsindet af min far, at han lod sin stedmor flytte ind i sit soveværelse, eftersom han ikke følte sig særlig godt behandlet af hende som barn. Det var sådan, at jeg oplevede det.
Måske blev det hjemme hos os, fordi Martins kone var skrap. Trine havde forkælet Martin som barn med alt muligt som han kunne have gavn af. Det kunne hun jo slet ikke være bekendt, hun skulle jo også være mor for de børn, som hun giftede sig til.
Faster Hanne, som var fars helsøster blev i øvrigt gift med købmand Gram, hans far var vidst en bankmand fra Hobro. Gram havde en bror, som også fik en købmandsforretning, og det var i Brorstrup. Grams Købmandsforretning i Kgs. Thisted lå helt ovre bagved byen, der hvor den gamle skole var før. Det var der hvor jeg gik i skole. Der var en gammel stor have med mange frugttræer og gule mirabeller, der kunne vi lige gå over i frikvarteret og spise alt, hvad vi ville. Det tog 20 minutter at gå til skolen hjemme fra gården, og så skulle vi endda skynde os. Vi gik op over en markvej, for hvis vi skulle gå ud til landevejen tog det meget længere tid. Vi gik i træsko og hjemmestrikkede strømper. Faster Hanne og Købmand Gram havde to piger, Kathrine og Petra og så Martin. Kathrine blev blev sendt til Sjælland til en jordmoder, da hun blev gravid udenfor ægteskabet, og fik dreng ved navn Martin. Han kom på sommerferie hjemme hos os, han var knap så gammel som mig. H un rejste til København og blev gift med en mand, der senere blevet professor. Jeg kan ikke huske i hvilket fag. Jeg ved, at Kathrine har boet i Sverige, og at hun og hendes mand flyttede til Bornholm. Ellers ved ikke mere, bortset at jeg har set hendes mand eller søn i tv. Petra flyttede også til København, hun kom vidst sammen med min søster Marie, ellers ved jeg ikke noget om hende. Jeg tror, at det var de to kusiner, der inspirerede mig og mine søstre til at rejse til København som ganske unge. Jeg ved ikke i hvilket årstal de rejste til København, for i folketællingen 1921, da er de stadig registreret i Kgs Thisted, så de har været ret gamle før de rejste af sted.
Faster Hanne blev enke, og så havde hun ikke rigtig noget at leve af. Far syntes, at det var for ringe at hun skulle have aldersrente. Derfor kom hun ned i aftægtshuset, far havde bygget til sin stedmor Trine. Huset lå ud af Mejlbyvejen, det er ikke det hus mine forældre boede i, da de var gamle, det er fra 40- erne eller 50- erne. Faster Hanne kom ned til os i gården og fik æg, smør og flæsk og kartofler, alt hvad hun skulle bruge til husholdningen. Hun kom også altid og hjalp os med forskellige ting i husholdningen f.eks når vi slagtede gris eller bagte rugbrød og franskbrød. Når vi bagte brød i den store ovn ude i bryggerset, så skulle der først være en sort mand og så skulle der være en hvid mand inde i ovnen, så kunne vi sætte brødet ind.
Købmandsgården blev flyttet af købmand Grams søn Martin, han flyttede den over til Løgstørvejen, hvor der var meget mere trafik og mulighed for mere handel med de forbipasserende. Han blev vidst gift med en pige, der var i forretningen, men jeg kan ikke huske noget om hans familie i øvrigt, hvilke børn der var og lignende.
Min far havde også en ældre bror Anders, han fik nabogården lige ved siden af mit hjem, den ligger som den næste gård ud af vejen lige forbi mit hjem. Han blev gift med lærer Madsbøls datter Thormine kaldet Mine. Anders døde i 60 års alderen, hvorfor Mine var alene med børnene. Hun var en datter af læreren i Kgs Thisted Niels Christensen Madsbøl, og de kom fra Hjardemål og Vigsø sogn i Thisted amt. Mine havde to ældre søstre som hed Amalie Mathilde og Caroline.
Mor og Mine gik sammen hver eneste dag. Det foregik på den måde, at de mødtes i skellet mellem vore jorder. De stod altid med hænderne under forklædet og snakkede med hinanden. De skulle så lige udveksle dagens nyheder. De havde ikke så travlt som i dag, der var også piger til at hjælpe til. Mine og Anders havde 3 børn sammen. Det var Niels, Marinus og Martin og så var der også en pige Marie. Det var Niels, der fik gården, han var godt begavet og han var sognerådsformand i mange år. Hans søster Marie havde engang en kæreste, som af og til ringede hjem til os på telefonen, så skulle jeg løbe over marken for at hente hende. De havde ikke telefon dengang.
Hjemme på gården havde vi en meget bidsk chæferhund, som stod bundet ved et lille hundehus ude midt i gården. Engang gik naboens 3 årige dreng hen til hunden, og vi var bange for hvad der kunne ske. Vi tænkte sødeste venner, hunden æder da drengen. Men nej drengen klappede hunden på ryggen og den gjorde ingenting.
Min fars bror Anders Andersens kone Mines søster Caroline blev gift med Kræmer Hans og de boede ude på marken i kjaret mellem Binderup og Nørager. De havde en søn ved navn Martin, og han var rigtig god til at synge. Engang kan jeg huske en historie, hvor Kræmer Martin skulle besøge min ældste søster Marie om aftenen. Dengang besøgte kærestefolk hinanden onsdag og lørdag, og det var hemmeligt. De kom ikke sådan ind i stuen og præsenterede kæresten, det skulle foregå helt skjult. Nogle af de andre drenge vidste det, og så ville vi gemme os under bordet inde i folkestuen. Min søster og Martin vidste ikke uråd og vi grinede og det måtte vi heller ikke. Bagefter drillede vi min søster med kæresten og det måtte vi heller ikke. Men der kom nu ikke mere ud af det forhold. Jeg ved ikke hvor Kræmer navnet kommer fra.
Min far var meget bestemt, han kunne få os til at vise respekt, han skulle bare se på os, så gjorde vi det vi skulle. Når der kom fremmede, turde vi ikke sætte os til bordet, før vi fik lov til det. Han var også bestemt over for folkene, men de var altid glade for at være hos ham. Far var sognefoged, og i kraft af hans erhverv gik han engang helt til Ålborg og hjem igen den samme dag Det var omkring 80 -90 kilometer, han gik hen over markerne. Han skulle ordne forskellige ting. F.eks. når der var snefog og der skulle kastes sne, var det også altid far de kom til. Han skulle sende bud rundt til de andre gårde og give besked om hvor mange mand, de skulle stille med.
Min far var meget god til at snakke med folk, han kunne altid finde på noget at snakke om, og han havde et charmerende væsen. Far var meget forfængelig og pudsede altid selv sine sko, Det kunne vi ikke gøre godt nok for ham. Han havde en stiv gummiflip, der kunne tørres af med en sæbeklud, det gjorde han også selv. Jeg så meget op til min far, men det var mor, der opdragede os. Han var også god til at huske. Han var meget vellidt, da han også var meget lun. Han var ligesom Regnar, de havde det også godt sammen. Han kunne sådan komme til at grine, min bror Martin er den af os søskene, der lignede ham mest. Kristian lignede mest min mor og Anna var den smukkeste af os alle sammen. Far tog somme tider til marked, der skulle han rigtig snakke med folk og så skulle de have sig en dram eller to, det kunne så blive problemer med at cykle hjem efter sådan en markedsdag.
Min far elskede at spille skak, og heste betød alting for ham. Han gik også meget op i at køerne skulle til dyrskue og tage præmier. Når vi havde gæster, så skulle hestene trækkes ud i gården og vises frem. Hestene kunne til tider løbe løbsk også med en vogn bagefter. De blev ved lige så længe vognen kørte, men så kunne den sidde fast i en grøft eller sådan.
Min far var soldat i Randers og jeg har set et billede af ham som soldat, men jeg ved ikke hvor det er nu. Min far købte en dragonhest engang hvor jeg var en stor tøs. Engang var dragonerne på øvelse og de boede på gårdene rundt om. Officererne boede inde i stuehuset derhjemme og de menige boede ude i høet på høloftet. Officererne spiste sammen med os og soldaterne havde selv madvogn med. Min far forelskede sig i en flot hvid dragonhest, der hed Pam, han var god til at snakke med officererne. Det blev så sådan at han kunne købe hesten. Han havde hesten i lang tid og han var rigtig glad for den. En dag hvor han var nede i Hobro for at hente mig ved toget, kørte vi hjem med hesten foran. På vejen ned til gården, da slingrede den mellem hjulsporene, så vognen hoppede, og lige da vi kom ind i gården sank hesten sammen og var død. Det var en flot hvid dragonhest, og den var så vel opdraget, og det var sjælden at have sådan en flot en hvid hest. Min far blev meget ked af det, det var der ikke noget at sige til, for det var altid den vi kørte med, når vi skulle noget, vi havde jo ingen bil eller sådan den gang.
Min mor kom fra Haverslev, som er en naboby til Kgs Thisted. Hendes hjem var en af Svenstrupgårdene i Haverslev. Min mormor hed Ane Christensdatter og min søster Anne var opkaldt efter hende. Anne fik altid sådan nogle store gaver af mormor, det var sådan en æressag at blive opkaldt. Min morfar Christian Hansen var født på Stensbjerggården i Kgs.Thisted. Min mormor var født ude i Per Dalums gård (Fælledkærgård). Jeg kan huske, at et par gamle ungkarle, måske brødre til min morfar hver dag gik en tur til Stensbjerggården fra en lille gård, der lå mellem byen og Stensbjerggården i Kgs. Thisted. De kom hver dag gående på vejen, jeg ved ikke om de lavede noget eller om de bare skulle have tiden til at gå. De var ikke gift.
Mor havde kun en søster, som hed Petrine. Hun blev gift med Poul og de overtog hjemmet i Haverslev. Poul var også sognefoged, han var fra en ejendom nær ved Støvring. De fik 2 piger Sigrid og Anna. Sigrid blev uddannet som sygeplejerske i Hobro. De to søstre blev gift med 2 brødre og de fik hver en Svenstrupgård, som er nabogårde til hinanden og ligger lige i udkanten af Haverslev. Svenstrupgårdene blev meget store grundet jordopkøb. Bygningsmæssigt blev der hele tiden udvidet, hvilket vakte stor opmærksomhed på egnen. Man sagde, at når husene kommer ned til vejen, kunne de da ikke blive ved længere, men så var de også ½ km lange. Men så blev vejen flyttet og så kunne de fortsætte.
Vi børn var hver sommer på ferie henne ved moster Trine i Haverslev, det var i alt fald vi små, de store skulle nok arbejde tror jeg. Det glædede vi os til, det var en stor oplevelse og et afbræk i hverdagen. Hun gav os altid så meget slik og sådan noget og vi fik også sødsuppe med svesker og rosiner, pandekager eller æbleskiver eller anden spændende og god mad. Hun var ikke smålig, hun ville gøre det så godt for os. Vi var også på tur til Nørlund gods, vi tog hen i parken, der tilhørte godset. Det var vores sommerudflugt. Vi havde saftevand med og kage og så legede vi med hinanden. Jeg tror, at vi gik derhen så vi var trætte, når vi kom hjem. Jeg tror også at deres pige var med til at passe på os. Det var min søster Stine og måske Anna, der var med. Hun forkælede os rigtig, det var hun rigtig god til, vi skulle have det godt, når vi kom og hun kunne bestemme, hvordan det skulle være.
Min moster havde det nok lettere end min egen mor, moster kunne gøre som hun ville. Dengang betød det meget mere hvilken familie folk kom fra, de bedst stillede bestemte som regel. Petrine overtog sit eget fødehjem, en større gård og hendes mand kom fra en mindre gård, derfor var det nok lettere for hende. Hun var en stærk kvinde, og satte som regel dagsordenen. Min mor havde det sværere, for den gamle kone, som var min fars stedmor, var i gården, og hun ville blive ved med at bestemme, for det var hun jo vant til. Det har ikke været så let for min mor. Far blandede sig ikke så meget, det kunne ikke hjælpe noget, for så havde der været spektakel med det samme, han bestemte ude i stalden og i marken. Mor var også den fremmede i gården, hvilket nok heller ikke var så let endda. Jeg oplevede også, at moster havde flere penge at rutte med end min egen mor. Hun skulle altid spare, og så kunne vi børn nok engang imellem fremhæve min moster og det kunne nok såre min mor, og det var der ikke noget at sige til.
Ferien var et dejligt afbræk, for ellers oplevede vi ikke store forandringer i hverdagen, det var mest med arbejde. Jeg kunne også godt lide selv at have feiebørn, og jeg har haft min moster som forbillede, for det hun gjorde for os, det var rigtig skønt. Derhjemme var der ikke så mange legekammerater, jeg tror også at naboens børn var ældre end mig.
Min mor var dygtig til at lave mad og hun var i det hele taget dygtig til at føre et hus. Hun ville have alting i orden. Vi skurede stengulvene hver dag, og når vi vaskede storvask, så kunne det vare i tre dage. Den første dag så var det de fine hvide sager hæklesager broderier, der blev kogt i en kobbergruekeddel. Den anden dag så var det lidt mere duge og andre store ting. Den tredje dag var det det helt grove. Dengang brugte vi marselissæbe, det var en hvid aflang blok ligesom en sodakageform, der kunne skrælles af med en kniv. Når det faldt ned i vandet, var det en rigtig god og fin sæbe, langt bedre end brun sæbe.
Min mor var god til alting indenfor husholdningen. Hun havde været i lære på en herregård henne i nærheden af Haverslev, hvor hun havde været som pige, her lærte hun alting med finere madlavning og servering og alt andet. Jeg så meget op til min mor, og vi lærte også meget af hende ved at gå og se på, hvordan hun lavede det. Til jul slagtede vi mange ænder, og tog dem ud, og så blev de pakket godt ind i kasser og sendt med toget fra Nørager til København. Indtægten herfra havde mor til julegaver. Jeg kan snart ikke forstå, at de kunne holde sig, men jeg tror, at der var mere koldt dengang.
Min mor havde nemt ved at få veninder, hun snakkede godt med mange af nabokonerne. Herunder Else Bak, som var min gudmor. Hun og hendes mand havde nabogården Fladsiggård. Det var den største gård i omegnen og var på omkring 300 tdr.land. For nogle år siden købte Niels Jørgen gården og driver den nu sammen med mit hjem. Da Else Bak døde, kom hendes søn Niels Bak med en sølv barneske til mig fra hans mor. Den skulle jeg have efter hende, da hun var min gudmor. Bag på skeen står der til erindring. Jeg blev meget glad for den, det var meget betænksomt af dem.
Min mor havde et lidt tungt sind, syntes ofte at alting var træls, når vi ser hende på billederne i dag ser hun også lidt trist ud. Hvis noget ikke lige gik efter planen kunne hun få nogle selvbebrejdelser, og så kunne der så nemt blive noget i vejen, f.eks. at så havde vi ikke gjort det vi skulle. Det kunne være hårdt som barn, da det ikke altid var nemt at forstå.. Hun var meget religiøs, far gik nok med i kirke, men gik ikke til møder uden mor var med. Mine søskende og jeg selv inklusive er alle blevet troende. Mine to ældste søskende, Marie og Niels har været meget engageret i at lede kirkelige møder.
Vi var af og til til marked og dyreskue i Haverslev. Der var nok marked en gang om måneden. Det var en stor oplevelse for os dengang. Vi kørte derhen i jumben, der kunne nok sidde 3 i hver side af den. Jeg mener nu, at vi var med alle sammen, det var nok fordi vi var børn, at vi kunne være der. Vi havde også en anden vogn, der var noget høj, det var en ”charabangvogn”. Den var indrettet med et sæde foran til kusken og så var der sæder inde i vognen i hver side, på den måde kunne der være mange med. Der kunne nok være en 8 -9 stykker.
Da jeg var omkring 10 år gammel i 1927, var jeg til marked i Haverslev, da fik jeg min allerførste is. Det bestod af et lille vaffelbæger og det smagte helt uovertruffen. En oplevelse der har brændt sig ind i min hukommelse
Da jeg gik i skole var jeg bedste veninder med smedens Marie og Hede Hanses Amalie. Jeg tror, at de begge er døde. Jeg har nogle gange sendt hilsener til Marie gennem hendes bror, der var smed i Kgs Thisted, men jeg har ikke fået nogen respons igen.
Jeg tog en plads i København som 15 årig, da jeg gerne ville ud og opleve noget. Det var i 1929 jeg rejste til København. Købmand Gram og far kørte mig til Ålborg, da købmanden havde en bil. Det var en klapsejler. I stedet for vinduer hen ad siderne så var der noget celuid, men vi kunne ikke se igennem, derfor kunne vi kun se ud af bilens forrude. Min storesøster Marie var i København og der var også et par kusiner derovre. Det var Grams døtre Kathrine og Petra. Jeg tror at Kathrine rejste til Sverige. eg ved ikke, hvad der sidenhen blev af dem, de var jo meget ældre end mig.
Jeg havde taget et sommerjob på et sommerhotel i Gildeleje, men min far var meget ked af, at jeg rejste for han mente, at jeg kun var et barn og det var ikke så almindeligt at folk dengang rejste så langt væk. Jeg skulle rejse kl. 23 om aftenen til kl 7 om morgenen med båden fra Ålborg. Far gik med helt ned om bord på båden. Her bad han mig inderligt om at blive hjemme, men nej jeg holdt på mit, jeg ville ud at se noget. Jeg var blevet lovet 70 kr om måneden og folk sagde ”sådan et barn, det kan hun da ikke tjene”. Det var nok også pengene, der trak, for jeg var jo ikke vant til at have penge i hænderne.
På turen til København var jeg meget søsyg, det varede i 2 dage efter at jeg var kommet til København, så jeg tænkte, at jeg skulle ikke hjem foreløbig. På turen derover ødelagde jeg alt mit nye tøj, da jeg kastede op, og jeg havde lige fået helt ny dres, både sko, kjole og hat. Mit tøj var sorte laksko med en rem og en hæl, de var rigtig pæne og moderne. Så havde jeg en lys frakke, og en kjole som jeg ikke kan huske. Dertil en grøn stråhat, som smittede af på alt tøjet. Jeg var både stolt og glad for tøjet, det var rigtig pænt, derfor var ærgrelsen også desto større. Vi fik jo ikke særlig tit nyt tøj. Dengang skiftede folk ikke sådan tøj som i dag. Mor hun gik altid i tykke hoser og sorte snørresko og en lang sort kjole eller nederdel, når hun skulle i byen. Hun havde en sort hat til brug for kirkegang. Der var en nål med en lille figur eller knop på enden så den kunne sidde fast. Jeg kunne jo ikke sådan låne tøj af hende.
Det var et hårdt job jeg fik, der var ingen frihed, det var arbejde både lørdag og søndag og en lang arbejdsdag, det var derfor at lønnen var så stor. I de måneder blev alt mit tøj ødelagt, for jeg havde ingen tid til hverken at vaske eller sy. De var glade for at have mig, og de ville gerne have beholdt mig som privat stuepige, men det ville jeg ikke, for det var alt for hårdt.
Jeg blev i København, men kan ikke rigtig huske rækkefølgen på det jeg lavede. Jeg var ikke ofte hjemme, da det både var dyrt og besværligt. Far gav mig hver gang 10 kr til båden, når jeg kom hjem. Jeg blev uddannet kosmetolog og fodterapeut, og jeg ville lære forskellige ting, så jeg kunne begå mig inde i byen. Jeg lærte sprog, tysk og engelsk, gik til dans og svømning, jeg lærte fransk vask og strygning. Jeg havde forskellige jobs, og lærte også madlavning hos en privat lærerinde. Jeg gik til klaverspil, og en nonne underviste mig i sang. Hun sagde at jeg havde en pæn stemme, men at den var for svag.
Efter jeg var udlært fodterapeut, så skulle jeg have mine egne kunder. Den første kunde besvimede, og var helt hvid i hovedet som et lig, jeg blev helt bange for hvad der kunne ske næste gang. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort for at hun sådan besvimede.
En juleaften skulle jeg hjem fra København til min familie for at fejre jul. Jeg rejste med toget til Hobro og min familie skulle hente mig ved det sidste tog i Hobro, men der var jeg ikke med, så de måtte tage hjem med uforrettet sag. Dengang lukkede telefonerne kl. 20, det var helt almindeligt, så de kunne ingenting gøre. Jeg stod ikke af toget i tide, fordi jeg var så træt, at jeg faldt i søvn og vågnede først, da jeg kom til Arden, hvor jeg stod af. Jeg måtte så blive i Arden hos en gammel dame på Arden station, hun var stationsforstander. Jeg sov hos hende til næste morgen, og rejste så hjem første juledag. Min familie var bange for hvad der var sket med mig. Posten Anton Olsen, der gik rundt med en stok, fortalte alle folkene, han kom til på sin vej, ”Niels Andersens Johanne faldt i søvn i toget, så hun kom ikke hjem til juleaften”. Det vidste hele byen, da jeg endelig kom hjem.
Så blev jeg kendt med Regnar, som var bedste ven med min bror Martin. Det var nok omkring 47 eller 48. De var et par festlige fyre, og de kunne rigtig lave sjov med hinanden. De havde en fin humor. Det betød at jeg måtte opgive storbylivet, hvilket jeg ikke var så glad for. Landbruget var ikke det samme. Jeg kan huske, at da jeg flyttede ind på gården, blev jeg allerede den første dag sat til at luge mellem brostene inde på gårdspladsen, men det var ikke så nemt at sige noget til det, så jeg måtte jo gøre det.
Jeg blev taget ualmindelig godt modtaget i familien, det var egentlig mærkeligt, for de var lidt fine på det, de var meget selvbevidste i deres måde at være på, hvilket min familie ikke var. Underligt nok for standsmæssigt var der ingen forskel. Tanhøjgård var også en slægtsgård svarende til mit eget hjem. Måske tog de imod mig med åbne arme fordi de var bange for at Regnar aldrig blev gift, han var vidst noget tilbageholdne i forhold til pigerne. Han var 32 år da vi blev gift d. 7. juni 1950 og jeg selv var 36 år, så vi var da voksne folk. Min bror Martin og Regnar kom til at kende hinanden, da de var på Tommerup højskole i 1940 -41, dengang blev de bedste kammerater.
Regnar boede ude i udhuset i en etageseng med halm i bunden af sengen. Når der så kom nyt halm i sengen gik det helt op til den næste seng. Da jeg flyttede ind på gården fik vi kvisten, det var det bedste sted på hele gården hed det sig. Der var en flot udsigt ned over haven og markerne og der var sådan en fred og ro. Det var to gæsteværelser, der var slået sammen, og der var en altan lige uden for, som vi kunne gå ud på og nyde udsigten. Efter 2 år flyttede vi nedenunder fordi du var født i 51, og så skulle vi ikke bo oppe på loftet. Det var køkkenet, vi fik soveværelse indrettet i, det blev så flyttet ned i bryggerset.
Dengang boede Emil også hjemme på gården, han boede på det ”vesters” gæstekammer og havde sine møbler i kontoret. Anders Jensen og Kristiane havde sovekammeret og børneværelset.
Der var mange mennesker, der skulle laves mad til hver dag. Ud over os selv, som var Regnar og mig og Betty, Anders Jensen og Kristiane og Emil, så var der en fodermester, 3-4 karle, en dreng og 2 piger. Det var i alt 12 – 13 personer. I høsttiden eller andre højsæsonner var der også et par Daglejere eller husmænd til at hjælpe til, så der var altid rigeligt at gøre med madlavning og rengøring.
Fortalt af mor og skrevet af Betty. Det er så langt som vi har nået indil nu.