Nørre Galten 1950 - 1960

   Landsbyen Nr. Galten bestod i 1950 af 14 gårde og ca. 25 huse, kirke, præstegård, skole og mejeri samt en mølle, som dog lå lidt uden for selve byen mod nord. Byen var dengang en typisk landsby, hvor alle gårde og huse lå langs hovedgaden over en strækning på ca. 800 meter.

Hvis vi regner med, at der på gårdene og i husene i gennemsnit boede en familie på 2 voksne og 2 børn, giver det 160 personer. Hvis vi så hertil lægger et gennemsnitligt folkehold på gårdene på 1 karl og 1 pige foruden præst, skolelærer, butiksmedhjælpere, mejerister og håndværkersvende, så giver det et indbyggertal på ca. 200 personer eller måske lidt mere.

Byen var selvforsynende med næsten alt. Der var bl.a.: mejeri, smed, købmand, brugsforening, slagter, bager, skrædder, træskomand, barber, lastbilvognmand, lillebilvognmand, tømrer/snedker, samt et bladudsalg/slikmutter.

Skolen havde 7 klasser, og til at undervise var der en førstelærer og en lærerinde, som begge boede på skolen. Førstelæreren hed Kaad og boede med sin familie i en sidebygning til skolebygningen, og lærerinden som hed frk. Rasmussen, og var ugift, boede i en lejlighed ovenover. Oven over skolestuerne var der et bibliotek, som sognets beboere kunne benytte. Vi gik i skole 6 dage om ugen, dvs. også om lørdagen fra kl. 8 til 12.

De 4 mindste klasser gik ved lærerinden, 2 om formiddagen og 2 om eftermiddagen i samme skolestue.

Det var førstelæren som havde undervisningen af de 3 ældste klasser. Han klarede at undervise alle tre klasser i same skolestue samtidig. I en regnetime kunne han f.eks. starte med at give de 2 yngste årgange nogle regnestykker, som de så kunne sidde og regne på samtidig med, at han underviste den ældste årgang i at udregne arealer og rumfang eller forbrugte arbejdstimer på et gravearbejde. Det betød, at når man kom op i ældste klasse, så havde man faktisk hørt det hele 2 gange før. I næste time skiftede han så rundt og underviste de mindre klasser, medens den ældste lavede regne opgaver.

Når læreren kom ind i skolestuen, skyndte alle sig hen til deres plads ved siden af skolepulten, og når der så var ro, blev man bedt om at sætte sig ned. Vi sad ved dobbelte skolepulte med klap og fast bænk og tremmer til at sætte fødderne på. På siden var der en krog til at hænge skoletasken på, og i midten af pulten foran var der et hul, hvori der kunne sættes et blækhus med drejelåg. Det var duksens opgave, at sørge for at der var blæk i blækhusene, når vi skulle skrive med penneskaft og stålpen. Blækket blev opbevaret i nogle flasker nede i det store skab bagerst i skolestuen.

Første time startede med morgensang, og herefter var der overhøring i salmevers. Alle blev hørt i samme vers, så de sidst overhørte havde det nemmere end de første. Vi havde følgende fag: læsning, skrivning, regning, geografi, danmarkshistorie og bibelhistorie. En sjælden gang startede førstelæreren en lille dampmaskine, eller han forbandt et induktionsapparat til et fad fyldt med vand, og så skulle vi se, hvem der kunne udholde de elektriske stød, og fiske en 25-øre op af vandet. Det var den tids fysikundervisning. Det skete også at vi fik lov at tegne. Særlig godt var det, hvis vi kunne overtale lærerinden til at læse en fortælling for os, men der skulle megen overtalelse til.

Om sommeren skete det, at vi fik lov at komme ud i en time og spille rundbold eller langbold. Særligt spændende var det, hvis vi kunne overtale førstelærer Kaad til at tage en tur i skoven. Den lå ca. 1 km uden for byen ned af bakken mod vest. På vejen derned og hjem blev der så undervist i botanik, og fortalt om de dyr vi så og hørte undervejs. Nede i selve skoven blev der leget røvere og soldater. Vi blev delt to hold, og det ene hold, røverne, skulle så gemme sig rundt om i skoven. Efter et stykke tid fløjtede læreren i den medbragte fløjte, og det andet hold, soldaterne, rykkede så ind i skoven og forsøgte at finde og fange røverne. Når en røver var fanget, blev han ført tilbage til læreren.

Medens jeg gik i 4. klasse, blev skolen udbygget med gymnastiksal, sløjdlokale, håndarbejdslokale og fysiklokale, og der blev indbygget oliefyr og indlagt varmt vand. Indtil da var skolestuerne opvarmet med kakkelovn. Der kom en ny 3. lærer som underviste i de nye fag, gymnastik, fysik og sløjd. Vi fik også nye moderne skoleborde med løse stole, og stålpennene blev udskiftet med fyldepenne.  Da gulvet i førstelærerens gamle skolestue blev brækket op i forbindelse med ombygningen, blev der neden under skolestuen fundet en mængde gamle blyantsstumper i en dynge på ca. en halv meters højde. Der var nemlig faldet en knast ud i et af gulvbrædderne i skolestuen, og når en blyant så var spidset så mange gange, at den ikke kunne bruges mere, fik vi lov at putte den ned i knasthullet. Det må have været fast skik i mange år.

En gang om året fik skolen besøg af skolekommisionen, som bestod af 3 - 4 af byens prominente personer anført af præsten. De blev så anbragt på stole bagerst i skolestuen, hvorefter degnen overhørte de enkelte elever i de grundlæggende kundskaber som for eks. højtlæsning og opremsning af tabeller. Hvis kommisionen mente den enkelte elev havde lært tilstrækkeligt, blev vedkommende rykket op i en ny klasse. Det var den tids form for eksamen. Kommisionen kunne ved samme lejlighed kontrollere om lærerne havde udført deres arbejde tilfredsstillende, for det var jo kommisionen der havde ansat lærerne.

Skolelæreren var det kulturelle midtpunkt i byen. Han arrangerede bl.a. skolekomedie, fastelavnsfest og juletræsfest, alle tre fester holdtes i forsamlingshuset. Han stod også for den årlige skoleudflugt. Jeg nåede at være med 4 gange: Århus, Hald ved Viborg, Fanø og København. Jeg mener turen til København var en tredages tur, hvor vi overnattede kan jeg ikke huske, måske på Vartov.

Fastelavnsfesten fulgte den gamle tradition hvor drengene udklædte som soldater med fane, konge, kronprins, general og skatmester gik sognet rundt og indsamlede penge ved at synge i huse og gårde. De indsamlede midler blev anvendt til den efterfølgende fest i forsamlingshuset, hvor også pigerne var med, og hvor kongen og kronprinsen valgte en dronning og en princesse.

Fastelavn 1955

De første 2 år kørte jeg med skolebus til skole. Skolebussen blev kørt af lillebilvognmand Jens Mariendal, som i den anledning havde anskaffet et folkevognsrugbrød, hvori han nemt kunne anbringe 10 – 12 børn. Jeg blev samlet op som den første nede ved kommunevejen ved bakken ned til Erslev. Herfra gik turen ned gennem Erslev og videre ud af vejen mod nord til hovedvej 10 hvor der var opsamling af børnene fra Torskovgård og Ølstvad kro. Herfra gik turen tilbage til Erslev og videre til Hinge, ud til Hinge Mølle, og herfra tilbage til skolen i Galten. Efter skoletid gik turen samme vej, men denne gang blev børnene læsset af nede i Erslev by, og så måtte de selv gå hjem, nogle helt ud til hovedvej 10.

Et år til jul havde jeg fået et par ski i julegave, og så skete det at vi i februar fik en forrygende snestorm, så kommunevejen var lukket i flere dage. Mine forældre foreslog så at jeg kunne gå på skiene til skole, og det lød jo spændende. Turen gik over markerne og ad markvejen ind til møllen, herfra nord om byen og ind til Papes gård bag ved skolen, hvor jeg havde fået lov at stille skiene i gården. Fru Pape syntes det var synd at skiene skulle stå uden for, så hun tog dem indenfor i varmen. Da jeg så skulle hjem i frostvejr, smeltede de lune ski sneen, som derefter frøs fast i et lag under skiene, så de ikke kunne glide. Det var ingen succes, men det var jo gjort af et godt hjerte.

Vejen op til skolen var temmelig stejl, og det fik fatale følger for min klassekammerat Jørgen Sørensen. En dag efter at jeg var begyndt at cykle til skole, ville han låne min cykel ned i byen, vistnok i middags frikvarteret. Jeg advarede ham om at han skulle være forsigtig, da kæden kunne finde på at hoppe af, men han mente ikke det var noget problem, og gav den gas ned af bakken, og så hoppede kæden selvfølgelig af, så han ikke kunne bremse. Det lykkedes ham utroligt nok at tage svinget for enden af bakken, men ud for smeden stod dennes Citroen 2CV bølgeblik parkeret, og den kørte Jørgen ind bag i med fuld fart. Han slog sig meget slemt, men heldigvis uden at brække noget. Det var mere end hvad man kan sige om cyklen, den blev aldrig mere til cykel.

Halvvejs nede af skolebakken boede bageren. Om sommeren når det var varmt i bageriet, åbnede bageren et tophængslet vindue, på den side der vendte op mod skolen, og så bredte duften af nybagt wienerbrød sig ud på vejen. Hvis vi sammen med bagerens søn Karl Ove gik hen og hilste på bagersvenden gennem det åbne vindue, kunne det ske at vi fik et stykke daggammelt wienerbrød, og det smagte jo himmelsk. Så en dag hændte det, at vinduet på uforklarlig vis blev udløst, medens vi snakkede med bageren med det resultat, at vi var et par stykker der fik ruden ned oven i hovedet, og pludselig stod med en vinduesramme om halsen. Hvordan den hændelse blev klaret husker jeg ikke.

Som sagt var der både købmand og brugsforening i byen, og begge handlede med alt muligt lige fra foderstoffer, riffelpatroner, petroleum til lamper og motorer og til benzin til biler. Når der kom en bil som skulle tankes, kom kommis’en ud med blyanten bag øret og låste benzintanken op. Benzinen blev pumpet op i benzinstanderen med håndkraft, 5 liter ad gangen, og derefter hældt på køretøjet. De lokale kunne få købet skrevet på bogen til senere afregning. Med hensyn til salonriffelpatroner, kunne disse købes frit til at udrydde gråspurve og rotter med. Vi drenge vidste udmærket hvor farlige de var, vi havde jo selv set hvor meget de kunne skyde igennem, når vi skød til måls. Vi kunne også købe ukrudtsmidlet natriumklorat i 1 Kg. dåser, det var formidabelt til at lave krudt af, og kunne give nogle gevaldige brag samt lave en masse røg. Jo tiderne var mere liberale dengang, men dog under ansvar.

De handlende i Galten kørte landtur en gang om ugen. Jeg kan huske købmanden, brugsen, bageren og i starten også slagteren, vistnok med hestevogn. Købmanden leverede varerne i en trækasse med æggebakker i bunden, og da vi havde en del høns, blev de producerede æg lagt i kassen, som købmanden byttede ugen efter. Det indkøbte blev af købmanden noteret i en kontrabog, som blev afleveret sammen med varerne til kontrol. En gang imellem fik vi også besøg af en fiskemand samt diverse børstenbindere, uldkræmmere og skærslibere. Uldkræmmeren kom på motorcykel med et par kufferter i sidevognen. Han udbredte så sin forretning på stuebordet, og var leveringsdygtig i blandt andet skjorter, undertøj og sokker.

På den tid var en landhusholdning meget selvforsynende. Ud over kartofler, grøntsager, æg, mælk og svinekød, havde vi ænder, kaniner og bistader. Når der skulle slagtes gris, startede dagen med at der blev fyret op under grubekedlen i bryggerset, så der var kogende vand til skoldning, hvilket var nødvendigt for at hjemmeslagteren, kunne skrabe børsterne af grisen. Når grisen var parteret blev stykkerne lagt ned i det store saltkar, for at kødet kunne holde sig indtil det skulle bruges. De næste dage stod menuen på mad lavet af de dele der ikke blev nedsaltet, blodpølse, fedtegrever, stegt lever o.s.v. Senere da vi blev medlem af andelsfrysehuset i Galten, blev saltkarret kun brugt til at nedsalte flæsk til senere rygning. Frysehuset lå over for bageren på bakken op til skolen, hvilket var praktisk, for så kunne vi børn jo tage en frossen pakke med hjem fra skole når der var brug for kød. 

Telefonen var et kapitel for sig. Centralen lå i Galten, og var manuelt betjent af en centralbestyrerinde. Der kunne kun ringes på hverdage mellem kl. 8 morgen og 8 aften. Hvis vi ringede uden for disse tidsrum, var man ikke populær, og det kostede ekstra. Omvendt behøvede man blot at sige hvem man ville have fat i, centralmutter kunne numrene i hovedet, og hun vidste som regel også, hvis vedkommende var taget i byen. Vi havde nr. 24X fordi vi havde partstelefon med naboen Anders Nielsen, som havde 24Y. Det betød, at inden vi ringede op til centralen, skulle vi lytte efter, om telefonen var i brug af naboen, og vente til senere hvis dette var tilfældet. Man skulle ikke fortælle alt i telefonen, man vidste jo ikke om naboen eller centralmutter lyttede med. Det var temmelig kompliceret at ringe udenbys. Hvis vi skulle ringe til mine bedsteforældre på Granslev hede, blev vi først stillet om til Lerbjerg eller Laurbjerg, her gentog vi det ønskede nummer, og blev stillet videre til Bøstrup, som var den central mine bedsteforældrene hørte under, og her gentog vi nummeret for sidste gang, inden der måske var forbindelse. Telefonerne var forbundet til centralen via tynde tråde på master, og når der så kom islag om vinteren, kunne det ske, at trådene knækkede, og så var telefonen var død i flere dage. Trådene kunne også virke som antenne i tordenvejr, og så kunne telefonen finde på at ringe og slå gnister når det lynede.

Baunhøjgård 1953

1951 Morfader tilhugger bjælker med ”Buløkse” til nyt staldloft.

De første år vi boede på Baunhøjgård på Galten Mark, blev alt markarbejde udført med heste, hvoraf vi havde 2. Arbejdet i marken startede om foråret, så snart jorden var så tør, at lerjorden ikke klumpede, men derimod smuldrede, når den blev harvet. Harven skulle ofte løftes for at rense den for rødderne af senegræs, det var jo inden brugen af ukrudts sprøjtemidler var slået igennem. Rødderne blev samlet i dynger, og når de var tørre nok, blev de brændt af. Når der skulle sås kunstgødning, satte min fader en trillebør op bag i arbejdsvognen, og herfra spredte han så kunstgødningen med en håndskovl. Det var ofte mit job at stå foran i vognen og forsøge at køre hestene lige ned ad marken. En gang var det nær gået galt, pludselig lettede der en hare lige foran hestene, og pokker tog ved dem, de stak i galop, og lystrede overhovedet ikke kommando. Trillebør og gødning røg rundt i vognen, men det lykkedes min fader at komme hen og få fat i tømmen, og så fik hestene lov at løbe marken rundt, indtil de var helt svedige og ikke gad mere. Herefter kunne arbejdet genoptages med et par meget rolige heste. Senere anskaffede vi en hestetrukket gødningsspreder.

Såning af korn og roer foregik med hestetrukne maskiner, og det samme gjaldt radrensning af roer. Nu var tiden inde til at tynde roer, og her var hele familien i marken, jeg var med fra jeg kom hjem fra skole og ind til aften, det var helt naturligt, der var jo ingen hjemme i husene at lege med. Mor havde smurt en madkurv, og når vi så kom til enden med en række, var det tid til en mellemmad og kold kærnemælk. Først skulle roerne tyndes ud, da såmaskinen såede dem meget tæt. Herefter skulle de luges mindst en gang, somme tider to gange med nogle ugers mellemrum for at holde ukrudtet nede, sprøjtemidler var jo som sagt ikke opfundet.

Midt på sommeren blev græs og lucerne slået, og tørret til hø. Når høet var næsten tørt, blev det revet sammen med hesterive og stakket på ryttere for yderligere tørring, og til sidst kørt hjem og forket op på høloftet over hestestalden.

Høsten startede i august, og der skulle bruges 3 heste til at trække selvbinderen, hvorfor vi lånte en hest hos Nicolaj Høj i Erslev. Han kunne så til gengæld låne en af vore på et andet tidspunkt. Nu fulgte en travl tid, hvor de høstede neg blev sat sammen i hobe for at tørres og senere kørt hjem og sat ind i laden. Også her var hele familien i arbejde med at forke neg. Det var ikke alt kornet der kunne være i laden, og derfor blev det overskydende sat i et par stakke. Nogle uger senere fik vi besøg Peter Gissel i Erslev, som kørte rundt med et omrejsende tærskeværk med presser, og så blev stakkene tærsket. Tærskeværket blev trukket af en Hanomag traktor med remskive, og der skulle 4 mand til at betjene maskineriet. Det var et heldagsforetagende kun afbrudt af frokost og kaffe til alle. Da vi ikke havde plads til alt det tærskede korn, blev det overskydende sendt ned til fællesforeningen eller til Gadeberg i Hadsten.

En høstkarl.

I oktober blev det tid til at få roerne taget op og kørt i kule. Kålroerne blev kørt op med en hestetrukket maskine, medens bederoerne blev aftoppet og trukket op af jorden manuelt med et specielt optagejern, der både kunne skære toppen af roen, og trække den op af jorden. Igen var hele familien af huse for arbejde med. Roerne blev læsset på hestevognen med stikgreb, og kørt hjem i kulen. Det kunne ofte være et surt arbejde at samle roer, især når det var koldt, og det havde regnet så meget, at lerjorden klistrede til alt, så hestene dårligt kunne trække et halvt læs. Jeg har fået fortalt, at man et efterår måtte bruge slæde for at få de sidste roer kørt hjem i bakkerne nede i Hinge. Det er der hvor Leca fabrikkerne har deres lergrav.

Når roerne var i kule, og var blevet dækket med halm og jord, var det tid til at få møddingen kørt ud og spredt på marken. Også dette arbejde var manuelt, og her havde vi hjælp af en daglejer. Møget blev raget af hestevognen i små stakke, råver, på marken, og siden spredt med håndkraft.

Det var som regel også en daglejer der forestod efterårspløjningen, hvilket kunne være en sur fornøjelse, især i novemberregn. De 2 heste kunne kun trække en en-furet plov i lerjorden, så det tog lang tid inden pløjningen var overstået, men så var der også fred for markarbejdet indtil april, lige bortset fra når der skulle hentes roer ind fra kulen om vinteren.

Min fader var medlem af kontrolforeningen, og det betød, at vi fik besøg af en kontrolassistent et par gange om året. Det var hans opgave at bestemme mælkemængde og fedtprocent for hver enkelt malkeko. Målingerne blev noteret i kontrolbogen, således at de kunne bruges i det fremtidige avlsarbejde. Det var også ham, der gav dyrene numre ved at klippe nogle hak i dyrets ører i en bestemt kode. Kontrolassistenten blev sammen med sit udstyr fragtet til sit nye besøgssted af den landmand han sidst havde besøgt. Udstyret bestod en bismervægt, en spand med prøveudtag, en kurv med prøveflasker samt en stor kasse indeholdende en centrifuge og en flaske gerbersyre. På grund af at han skulle foretage kontrol af mælken både ved aftenmalkningen og ved morgenmalkningen, ville han gerne overnatte, og så havde vi jo også lejlighed til at høre lidt nyt fra de andre gårde i området.

Landposten var den person, der bragte flest nyheder rundt i sognet, ikke blot i form af den daglige avis, Randers Dagblad, men han var også leveringsdygtig i de uformelle nyheder, især hvis han blev budt på en kop kaffe. Han kom cyklende ad en sti langs markskellet fra ejendommen yderst på Galten Hedevej, og over til os på Baunhøjgård. Fra os kørte han videre ad en sti og en markvej ned over marken til Alstrupgård. Det kunne være en hård tur om vinteren, når cyklen skulle trækkes det meste af vejen. På den tid var Landposten nærmest et omrejsende postkontor, idet han både kunne medtage mindre pakker, og tage imod betalinger på girokort.

Med hensyn til socialt liv var der tradition for, at de enkelte husstande inviterede til kaffebesøg hos hinanden en gang om året. Vi var med i et selskab på 7 husstande, der foruden os selv bestod af Kristian og Erna Pilgård, Niels og Marie Winther, Karen og Børge Hansen, Hans Peter og Thora Nielsen, Anders og Maren Nielsen og Jens og Elna Holm. Arnold og Anna Nielsen og den gamle møller på Alstrup kunne også være til stede.

Sådan et besøg foregik om aftenen, og startede med et fælles kaffebord. Når kaffen var drukket, og lag- og småkager spist, skulle mændene som regel ud i stalden for at bese besætningen, medens kvinderne ryddede af bordene. Herefter fortrak kvinderne til den fine stue, hvor der blev strikket og snakket, medens vi børn spillede billedlotteri eller ludo. Når mændene igen kom ind, gav de sig til at spille kort i dagligstuen med alle kunstens unoder og med øl på bordet indtil kl. 24, hvor der var opbrud.

I 1955 købte min fader en brugt traktor hos en gårdmand i bakkerne mellem Vissing og Værum. Det var en gammel Case model 1935 med håndstart og på jernhjul med kløer. Den skulle omgås med forsigtighed, hvis den blev forsøgt startet i for høj tænding, og motoren slog tilbage, kunne håndsvinget smadre en arm, hvis det ramte uheldigt. 2 år senere blev den udskiftet med nyere model, som var kommet til landet med Marchall-hjælpen. Den var meget mere moderne, idet den var udstyret med gummihjul, og havde elektrisk start.

Case-D model 1946.

Med traktorens indførelse begyndte der en ny epoke, hestene blev sat på delpension, og blev kun benyttet til at trække såmaskinen og radrenseren og til at køre mælkejungerne ned til kommunevejen. Daglejeren kunne undværes, for nu kunne jeg jo hjælpe til med pløjning og harvning.  Arbejdsvogn, slåmaskine og selvbinder blev ombygget så de kunne trækkes af traktoren. Jo, landbrugsmekaniseringen var for alvor begyndt.

I 1958 forlod jeg Galten skole, og startede på realskolen i Hadsten.

To Main page